Verden set med mine øjne

Standby..

2010-04-18T06:22:00.000-07:00

Bloggen er pt. sat på standby pga. manglende tid og internetadgang. Næste indlæg kommer så snart jeg har plads i kalenderen :)

//RASMUS

Home sweet home

2010-03-29T05:13:00.000-07:00

I mit første indlæg på denne blog, beskrev jeg mine forventninger til rejsen: "Jeg forventer at komme hjem som en dygtigere kampsportsatlet, såvel som jeg tror der vil være mange ting ved den thailandske buddist-kultur, som jeg vil kunne bruge i mit videre liv."

Jeg er nu kommet hjem til kolde Danmark, efter en lang hjemtur.

2 uger før jeg skulle rejse hjem, modtog jeg en mail fra flyselskabet, angående en ændring af dato. Ændringen betød at min hjemtur ikke blot ville indebære en overnatning i Düsseldorf, men også en overnatning i Bangkok. Derudover mistede jeg en hel dag i Thailand, som jeg allerede havde betalt for. De tilbud mig en fuld refundering af billettens pris, men de 3800 kr jeg kunne få refunderet var ikke i nærheden af at være tilstrækkelig, til at købe en ny billet. Derfor måtte jeg bide i det sure æble, og tage den lange tur hjem.

Jeg fløj først med thai airways fra Ubon til Bangkok. Som nævnt i tidligere indlæg, havde jeg en hel del overvægt på min check-in bagage. Grænsen var 20 kg, og jeg havde 30, altså 10 kgs overvægt. Da jeg fløj fra Phuket til Ubon, var de meget large, og lod mig checke min bagage ind, uden at betale gebyr. Sådan gik det også fra Ubon til Bangkok.

Da jeg ankom til Bangkok efter 1 times flyvetur, checkede jeg ind på et hotel nær lufthavnen. Her efterlod jeg min bagage på mit værelse (foruden mine værdigenstande), og tog en taxa ind til byen. Jeg besøgte det største storcenter jeg nogensinde har set, som hedder CENTRAL WORLD. Det var overvældende stort, og de over 5000 butikker breder sig over 8 etager.

Da jeg skulle finde et sted at spise, var det ikke nemt at vælge en af de over 100 restauranter. Indtil jeg fandt NARA - Thai Cuisine. Nara var en meget eksklusiv thailandsk restaurant, som jeg besøgte fordi jeg endnu ikke følte jeg havde smagt rigtig lækker thaimad, trods jeg havde fået afvide hjemmefra, at det skulle være helt fantastisk. Jeg satte mig et kapital på 1000 baht (160 kr). Det rækkede til en forret i form af friske forårsruller, og en hovedret i form af frisk laks i rød karry sovs. Det var meget lækkert, og jeg er glad for jeg nåede at smage hvor lækkert thaimad kan være.

Efter Central World, tog jeg til en kæmpe nat bazar. Her kunne man købe alt fra tøj til møbler. Her fik jeg købt de sidste gaver, og det blev da også til et par nye benskinner til mig selv :)

Næste morgen tog jeg til lufthavnen i god tid, i tilfælde af de ikke ville acceptere min overvægt. Og ganske rigtigt, var de tyske luftfartsselskab ikke til at forhandle med. Jeg endte med at betale 20 euro for hvert kilo jeg havde for meget. Sure penge at skulle af med, men så sku jeg jo have tænkt mig om da jeg pakkede hjemmefra. Jeg trøstede mig selv med at jeg havde sparet mere end det, på de ting jeg havde købt med hjem.

Da jeg kom op i flyet, havde jeg vinduesplads, som i første omgang passede mig rigtig godt. Mindre fedt blev det, da jeg mødte min sidemakker. En stor tyk tysker, med overskæg, som faldt i søvn inden vi overhovedet var lettet, og begyndte at snorke højlydt.. Så er 12 timer i et fly pludselig pænt lang tid. Ikke nok med det, var der ingen benplads, og da damen foran mig så valgte at lægge sit sæde helt tilbage, var det ligesom prikken over i'et. Jeg overlevede flyrejsen, og landede i Düsseldorf kl 7 om aftenen (lokal tid).

Jeg tænkte jeg ville gøre som i Bangkok, at finde et hotel nær lufthavnen. Jeg fandt da også det eneste hotel nær lufthavnen. Prisen for en enkelt nat var 145 euro, og det nægtede jeg at betale. Jeg tog derfor en taxa til det billigste hotel i byen, men når taxa udgifter tur/retur så kom oveni, endte jeg med at spare sølle 20 euro.

Næste morgen tog jeg en taxa til lufthavnen klokken 05:00 og landede i Kastrup Lufthavn kl 07:55. Jeg blev mødt af familien i ankomsten, de havde tydeligvis savnet mig, lige så meget som jeg havde savnet dem. Vi tog hjem og spiste morgenmad, min morgenmad var selvfølgelig en rugbrødsmad med leverpostej, og et stort glas skummetmælk! Efter det pakkede jeg ud, og da jeg var færdig med det var jeg totalt rastløs, efter ikke at have trænet 2 dage i træk. Derfor smed jeg løbeskoene på og løb en tur. Det er utroligt som man bliver afhængig af at bruge sin krop.

Senere havde min familie og venner så arrangeret en "velkommen hjem" aften, det var SÅ fedt at se dem alle sammen igen.

Rejsen har været den bedste beslutning jeg har truffet nogensinde, og uden tvivl de bedste 2 måneder af mit liv.

Mine forventninger til min rejse, var ikke særligt ambitiøse. Jeg forventede at blive dygtigere til min sport, og at blive en oplevelse rigere, som beskrevet ovenfor. De forventninger har jeg i den grad fået indfriet.

Mens jeg har været væk, har flere skrevet til mig, at de synes det var inspirerende at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne herhjemme, og tog ud for at opleve verden. Alle dem vil jeg kun opfordre til at gøre det samme. Hvad er det værste der ka' ske?

I Indonesien kalder man at rejse, at "få vasket øjnene". Betydningen af dette, tolker jeg således: Alle mennesker går i deres hverdag og oplever en masse ting, men de fleste lægger ikke mærke til hvad de ser/hører/føler, fordi det er noget de oplever så ofte. Det er min opfattelse at denne tendens ofte fører til, at man glemmer at sætte pris på de små glæder man har omkring sig i sin hverdag. Derfor synes jeg det er vigtigt, at man kommer ud og oplever en anderledes hverdag, for at få sat sin egen i perspektiv. På den måde vil man, når man kommer hjem, bemærke en masse små glæder man før har overset. Jeg vil faktisk påstå, at man kan finde en helt ny livsglæde, som kan medføre en positivitet og et mentalt overskud. Dette overskud, kan man kanalisere til både sit erhvervsliv, sit parforhold, eller sin hobby.

*

I mit næste indlæg, vil jeg prøve at beskrive forskellen på mit ophold i Tiger Muay Thai i syd, og Legacy Gym i nord. Jeg vil også komme ind på et par rejseråd til andre rejsende.

Ubon Ratchathani

2010-03-21T21:47:00.000-07:00

Træningslejren Legacy jeg træner i, er lokaliseret i byen Ubon Ratchathani. Ubon Ratchathani er hjemby for omkring 100.000 indbyggere. Vi er stort set de eneste udlændinge her, så der bliver både gloet, råbt og peget når de lokale ser os. "FORLAAAANG!!", råber de, og jeg tror det betyder udlænding. Eller også kommenterer de måske vores unormale højde? :) Trods det, synes jeg den generelle indstilling til udlændinge her er positiv. Specielt når man kommer lidt uden for storbyen, er udlændinge absolut ikke noget de ser hver dag. Nogen har faktisk aldrig set europæere før, så det er ikke unormalt at de vil have taget billeder sammen med os.

Den første lektie man lærer når man rejser til Thailand som vesterling, er at man altid bliver set som en indkomstkilde. Thai'erne vil til en hver tid prøve at lokke ekstra penge ud af dig. Nogen er mere kreative og svinske i deres metoder end andre. Man skal derfor hele tiden være opmærksom på pris, og der kan forhandles om pris stort set overalt.

Politiet her stopper os hver gang de ser os. Hvis man ikke har hjelm på, får man en bøde. Hvis man HAR hjelm på, får man bøde for ikke at have kørekort. Hvis man så både har hjelm og kørekort, finder de bare et eller andet ved scooteren, som ikke er som det skal være. Bøden er på beskedne 200 baht (32 kr) så det er ikke verdens undergang, men det bliver da irriterende i længden. Derfor har jeg nu fremskaffet en kvittering fra en tidligere bøde som jeg viser dem, og hvis jeg så samtidig nævner jeg er dansker og træner Muay Thai, lader de mig gå uden bøde. Betjentene er meget venlige og smilende, og man kan sagtens joke med dem. Vi får endda lov at tage billeder sammen med dem.

I nærheden af storcentret i centrum af byen, ligger en tatovør ved navn TIK. Tik er en enormt dygtig kunstner og har vundet en konkurrence i sort-hvid tatovering i Bangkok. Min ven Kenneth havde længe haft en drøm om at få tusset sit venstre underben, og efter en masse overvejelser og tanker om design, fik han og Tik udarbejdet et værk, som Kenneth ville lægge ben til. Inspirationen fandt han på et maleri, som hang i et tempel vi besøgte.

De første 2 timer af tatoveringen gik forholdsvis smertefrit, men det var tydeligt at de sidste 4 timer var hårde. Kenneth bed smerten i sig, og det endte med at blive en rigtig flot tatovering. Hvis andre som kommer til Ubon, har tanker om at dekorere sin krop, bør de helt klart kigge forbi TIK's TATTOO SHOP ved BIG-C.

Idag er den første af mine sidste 3 træningsdage. Klokken er lige nu halv 1, og jeg har gennemført dagens første træningspas. Jeg kan mærke kæmpe fremskridt i min teknik og form, og trænerne lige så. Jeg føler jeg har fart og kraft i samtlige teknikker, og jeg smider ingen usikre slag eller spark.

Hvis nogen af jer skulle have misset nyheden på facebook, så regner jeg med en kamp den 3. April i Aabenraa. Jeg er tilmeldt og venter lige nu på en modstander som vil stille op mod mig.

Uanset hvem han er, skal han træne rigtig hårdt for at komme i ringen i bedre form end jeg er.

Jeg vil ikke bare gøre mit bedste for at vinde kampen, jeg vil gøre hvad end der kræves.

Sidste hele uge i Thailand

2010-03-14T06:52:00.001-07:00

Imorgen tager jeg hul på min sidste hele uge i Thailand.

Mine forventninger til denne uge var, at jeg ville træne intensivt 2 gange 3 timer hver dag, som jeg foruden en enkelt dag, gjorde det min første uge her. De forventninger har jeg ikke helt fået indfriet. Mandag startede fint og jeg gennemførte begge træningspas som jeg havde planlagt, men jeg kunne mærke at gnisten og passionen manglede.

Min teori er, at jeg er blevet træt i hovedet af at tænke på kampsport 24/7. Det fylder så meget i min bevidsthed, at jeg tit vågner ved min krop slår eller sparker ud i luften når jeg sover. Jeg ser det som en kæmpe gave at kunne arbejde intensivt med det jeg elsker hver dag, men måske er det også meget godt at tænke på noget andet ind imellem. Derfor nøjedes jeg med en 1½ times privatlektion om tirsdagen, og de efterfølgende dage forsøgte jeg at holde mine tanker kampsportsfri ved at holde mig til løb og vægttræning.

Jeg har hver morgen løbet rundt om den nærliggende sø. Den er ca. 8 km, og det gør dagen så meget bedre, når man først har været rundt om den. Jeg plejer at gå den første kilometer for at få varme i benene og løber så de resterende 6-7 km. Det tager mig omkring en halvtime, og derfor tør jeg godt sige at jeg er i bedre form end nogensinde før.

Promotoren fra Legacy ville gerne have haft mig i kamp denne fredag. Jeg takkede nej, med tanken om en masse træning der ville gå til spilde i tilfælde af en skade, og havde istedet tænkt mig at tage en kamp senere i mit træningsforløb. Der var så en anden fra Legacy som tog kampen, og ham tog vi selvfølgelig ud og støttede. En af trænerne viste vej, og vi fulgte efter på scooterne. Vi kørte og kørte og kørte, og først efter 40 minutter gav træneren tegn til der var 1 km tilbage. Vi endte i en landsby, midt i ingenting. Jeg havde ikke været forberedt på turen ville være SÅ lang, og havde derfor tænkt at en halv tank ville være tilstrækkelig. Da vi nåede frem viste måleren rød, og jeg havde ikke set en eneste benzintank på vejen. Jeg spurgte nogen lokale, om de vidste hvor jeg kunne få benzin, men det virkede ikke som om de forstod et ord engelsk. Derfor tog jeg en pengeseddel frem, og straks talte vi samme sprog. En fyr kørte hjem efter en benzindunk med nok til at fylde min tank halvt op, og jeg betalte ham 100 baht, svarende til 16 danske kroner. Derefter kunne jeg slappe af, og nyde kampene.

Kæmperen fra Legacy, skulle møde en thailænder som så ret hård ud. Han kæmpede hårdt for sejren, men kampen blev alligevel stoppet i 3. runde af dommerne, som havde set nok. De erklærede thailandsk sejr, hvilket ikke kom som den store overraskelse. Hvad vi ikke vidste, var at thailænderen var langt mere erfaren end sin modstander, og var derfor blevet bedt om at "tage det roligt". Derfor var kampen for svenskeren fra legacy, tabt før den overhovedet var begyndt.

Efter den kamp, var mit hovede fyldt med argumenter for IKKE at kæmpe i Ubon. Den mest væsentlige grund, var at man ikke kan være sikker på hvem modstanderen er. Han kan være alt fra taxa chauffør med ingen kamperfaring, til stadium champion med flere hundrede kampe og du finder først ud af det 10 minutter før kampen. Derfor kan al træning og mentalfokusering op til kampen, gå til spilde fordi penge og gambling spiller så stor en rolle ved kampene.

Derfor har jeg besluttet mig for at have kampen tilgode, til jeg kommer hjem til Danmark. Det er ikke noget jeg er ked af, jeg ser det tværtimod som noget positivt, fordi jeg nu har mere tid til at blive bedre.

Efter et par fede kampe i fredags og en halv uge med mental afstresselse, føler jeg min gnist er genfundet, og jeg vil derfor vende tilbage til muay thai træningen imorgen tidlig kl 06.30.

Legacy Gym

2010-03-04T18:12:00.000-08:00

Jeg er nu rykket videre til en ny træningslejr i byen Ubon Ratchathani, som ligger i det nordøstlige Thailand.

Selvom min rejse helst skulle være alkoholfri, synes jeg godt jeg kunne tillade mig at tage i byen den sidste dag i Phuket. Mest for at sige farvel til alle de fede bekendtskaber jeg har fået mig, på en ordentlig måde. Adam, Bobby og jeg selv, tog først på Hard Rock Café, hvor vi spiste lækker mad og hørte live musik. Senere mødtes vi så med en masse andre gutter fra Tiger på Bangla Road, som er hovedgaden i Patong. Patong kan betegnes, som værende Phukets egen Las Vegas. Man kan stort set finde alt hvad hjertet begærer. Bangla Road, består stort set kun af barer, massagesteder og stripklubber. På gaden går der sælgerer rundt, som prøver at sælge alt fra kæmpe øgler til hatte.

Det hele endte i en ordentlig brandert, hvorefter vi tog en Tuk-Tuk (taxa) hjem. Da jeg kom hjem var klokken 07.00, og min taxa til lufthavnen skulle hente mig kl 09.00. Smart som jeg er, havde jeg endnu ikke pakket min kuffert, hvilket efterlod mig med 2 timer til at gøre mig færdig. Promillen var stadig i højt humør, og jeg ville ønske min pakning var blevet filmet. Jeg havde i forvejen haft svært ved at få tingene til at passe i kufferten hjemmefra, og nu skulle der også findes plads til de ting jeg har købt herovre. I min brandert fik jeg smidt ligegyldige ting, som tandpasta, solcreme og shampoo ud. Ting som intet fylder, men som er ret irriterende at mangle når man kommer frem. Det endte med jeg fandt ud af at der måtte sorteres lidt større ting fra, så alle mine håndklæder røg, og efter at have hoppet febrilsk på kufferten et stykke tid, kunne jeg presse lynlåsen til at lukke.

Derefter tjekkede jeg ud, og i den forbindelse insisterede de på "a picture for the website". Jeg håber ikke billedet bliver lagt ud, og mener heller ikke det vil være god reklame for en Muay Thai camp.

Jeg nåede mit fly og fik adgang med en taske, som vejede 8 kg for meget.

Da jeg kom frem til Ubon, tog jeg en taxa til min nye camp. Da jeg kom frem var der ikke et øje. Jeg gik midt ind på området og råbte "hello?" og efter et par minutter kom der så en dame, og ledte mig op til et værelse. Herefter gik hun, og jeg stod tilbage snotforvirret. Jeg tog det stille og roligt, og fandt stille og roligt ud af at få indlogeret mig. På tidspunktet havde jeg stadig ikke fået søvn.

Da jeg gik ud fra mit værelse, mødte jeg en svensker, som også træner her. Han og jeg kørte ned til en restaurant og spiste noget mad, hvor der også var plads til jeg kunne få svar på et par spørgsmål. Herefter tog vi tilbage, og jeg gik direkte på hovedet i seng. Endelig kunne jeg få sovet min brandert ud.

Dagen efter, blev jeg vækket klokken 06.30 af en klokke der ringede på hele campen. Klokken betød første træningspas. Jeg tog mine løbesko på, og løb rundt om den nærliggende sø. Jeg løb turen, som var 8 km, med en fyr som hed Egon. Vi var de eneste som løb turen uden stop, og overhælede de andre en af gangen, hvilket passede mig helt fint! Efter løbeturen, sjippede vi 20 minutter og skyggeboksede 10 minutter. Så startede dagens træning, som bestod i padwork (en træner holder puder, man slår/sparker på) og bagwork (spark/slag til en heavybag). Efter teknikken, skulle vi udføre 200 frontspark og 200 knæ. Træningen blev rundet af med 200 pushups og 200 situps.

Efter træningen ringede klokken igen 09.30, og vi spiste morgenmad. Jeg mødte en anden dansker, som tilfældigvis kommer fra den samme klub, som jeg selv hjemme i Danmark, og efter maden tog vi sammen med 2 andre ud til et storcenter, hvor jeg kunne købe alle de ting jeg så dumt havde smidt ud under pakningen af min kuffert.

Klokken 15.30 ringede klokken så igen til eftermiddagstræning. Træningspasset bestod, udover alt det samme fra morgentræningen, af 8, 5 minutters runder med sparring. Jeg fik givet nogen på munden, lige så vidt som jeg modtog en hel del!

Jeg var udmattet efter træning, men aftalte alligevel at slutte min computer til storskærm, så vi kunne se det seneste UFC-event om aftenen. Det virkede som en fin måde, at gøre et godt indtryk, når nu man var ny.

Næste morgen vågnede jeg klokken 5, med en kæmpe vabel under højre fod. Smerten tillod mig ikke at sove videre, så jeg tog et koldt bad, og humpede ned og så solopgang. Træning blev det ikke til, men i stedet tog vi til en pool, som ligger i forbindelse med et hotel i byen. Her fladede vi ud det meste af dagen, men var tilbage til eftermiddagstræningen.

Det er anderledes at træne her i forhold til Tiger, fordi vi ikke er nær så mange mennesker. Sparringen er hårdere end den var i Tiger, så det er med at holde hagen nede. Når det kommer til faciliteter og rengøring af samme, er kvaliteten i Tiger en del højere. Alt i alt er jeg dog stadig vild med begge camps, da de har hver deres charme.

Ugen vi nu har taget hul på, står på sten hård træning, hvor jeg vil forsøge at presse min krop. Efter denne uge vil jeg så bedømme om en kamp er den rette beslutning. Jeg regner dog stærkt med at holde mig nogenlunde skadesfri, så jeg vil kunne træde i ringen omkring d. 20/3.

Jeg sætter pris på hvert sekund her, og jeg elsker min dagligdag som den har været gennem den sidste måned og som den stadig er. HAR ALDRIG HAFT DET BEDRE :)

2 dage i Thailand

2010-02-21T06:18:00.001-08:00

Fredag startede med en privattræning. Jeg havde trænet hårdt hele ugen, og natten til fredag sov jeg meget dårligt. Derfor kunne jeg ikke rigtigt finde min gnist under træningen, hvilket min træner bemærkede inden de første 10 minutter af sessionen var gået. Sådan nogle dage, vil man unægteligt have når man træner hver dag.

Adam, Bobby og jeg, havde aftalt at køre op på toppen af et bjerg for at se den største Buddhafigur i Thailand, kaldet "Big Buddha". Figuren var som i kan se på billederne, helt vildt stor, og stadig under ombygning. Der var mange andre buddistiske figurer og statuer, som også var utroligt flotte, for slet ikke at tale om udsigten over hele omegnen, som var helt fantastisk.

På vej ned ad bjergvejen, stoppede vi ved en restaurant, hvor vi kunne få lidt at drikke og nyde udsigten. Stedet hedder Nak-Kird Sea View, og er det første spisested fra toppen. Bordet vi sad ved var af træ, og jeg ved ikke om det var meningen, men mange besøgende havde ridset ord/bogstaver/symboler i overfladen, og derfor tænkte jeg det ville være sjovt, at skrive vores navne på. RASMUS - ADAM - BOBBY, er hvad der står nu, og jeg vil håbe i vil fortsætte rækken af navne, hvis I nogensinde kommer forbi.

Da vi kører videre ned, står der pludselig en flok elefanter ved siden af vejen. Vi stoppede for at tage billeder, og blev hurtigt mødt af elefantpasserne, som tilbød os at prøve og ride på dem. Efter lidt forhandling af pris, takkede vi ja. Jeg stod et stykke tid og overvejede, hvordan helvede vi skulle komme op på det store dyr, indtil vi blev ledt op i et hus hvor vi kunne træde direkte ud på ryggen af elefanterne. Vi sad i en slags sæder som var bundet på som en saddel, Adam og jeg på en elefant, og Bobby på en for sig selv.

Da de begyndte at gå, var jeg så begejstret, at jeg nærmest ikke kunne styre mit grineflip. Det var en ret vild fornemmelse, at sidde på ryggen af en elefant.
For at komme ned til en plan vej igennem junglen, skulle vi ned af en ret stejl bjergskråning. Elefanten gyngede fra side til side, og hvis ikke det var for vores venlige og professionelle elefantpasser som sad på nakken, havde jeg nok ikke været ret tryg ved situationen. Adam derimod, følte sig ikke rigtig tilpas før vi var nede fra skråningen. Han sagde i hvert fald ikke en lyd før :)

Da vi havde siddet i stolen ca. 5 minutter tilbød elefantpasseren os, at komme ned og sidde på nakken. Han ventede ikke rigtig på svar, før han selv hoppede ned og gjorde plads. Vi sad lidt og gloede på hinanden, men blev enige om at det nok ikke var så mange flere gange i vores liv vi ville få et lignende tilbud. Adam hoppede derfor ned på nakken. Jeg overgav mit kamera til passeren, og han skød en masse fede billeder af os og elefanten. Da det blev min tur til at sidde på nakken, valgte elefanten at gå helt ud til kanten af stien og æde blade fra bjergskråningen. Jeg følte jeg hang på kanten til at falde ud over, og det hjalp ikke sønderligt da tonen i elefantpasserens kommandoer blev mere og mere bestemte. Elefanten valgte til sidst at adlyde og træde tilbage på stien. Jeg tørrede sveden af panden, og var lettet over Adam ikke fik ret i, at vi havde fået en "Suicidal Elephant" :)

Fra elefanterne kørte vi direkte i biografen. Jeg havde fået anbefalet at prøve at gå i biografen som V.I.P af en hjemmefra, så det besluttede vi os for. Billetterne kostede 500 baht (82 kr), hvilket er ca. samme pris, som en alm. billet i Danmark. Vi tog plads i de dyre møbler i V.I.P loungen (iført vores elefantlorteshorts), og blev serveret cocktails. Udover cocktails inkluderede V.I.P billetterne: buffet, en gratis drikkevarer af eget valg og popcorn og sodavand under filmen.

Mine to nærrige amerikanske venner, var fast besluttet på at få valuta for deres dyrt købte billetter, og gik hurtigt igang med at flå buffeten fra hinanden, så at sige. De nåede begge at spise 6 tallerkener, før vi blev ledt ind i biografsalen. Jeg tror måske de ansatte havde bemærket hvor meget Adam og Bobby havde spist allerede, og frygtede for om deres appetit nogensinde ville forsvinde, for vi sad i biografen 20 minutter før forfilmene startede, trods vi blev ledt derind med ordene "The movie trailers begin now".

Det betød dog ingenting, for det første havde Adam og Bobby været mætte siden deres 3. portion, og for det andet fordi man sad som en drøm i vores biografsæder. Stolen kunne indstilles til præcis den stilling man ønskede at sidde/ligge i, og var langt mere komfortabel en den hårde seng jeg har i min bungalow.

Som beskrevet i tidligere indlæg, respekterer den thailandske befolkning deres konge mere end noget andet, og derfor er en af forfilmene i biografen en sang til kongen, hvor alle har pligt til at stå op for ham. Det gjorde vi selvfølgelig også, selvom vi var de 3 eneste i salen.

Filmen vi så hed Percy Jackson, og handler om græsk mythologi. En udemærket film, men ikke noget mesterværk jeg vil anbefale andre. Hvilken film vi så, spillede faktisk ingen rolle, det var mere oplevelsen i at gå i biografen på første klasse.

*

Igår/lørdag, var jeg så ude og prøve Bungy Jump for første gang. Jumpet var 60 meter, og det højest mulige i det sydlige Thailand. Det første jeg bemærkede, da jeg henvendte mig ved skranken, var et stort skilt med ordene "NO JUMP, NO REFUND". Ifølge ekspedienten, skifter 5% af kunderne mening, når de står på kanten og skal springe. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det ikke ville blive relevant for mig.

Instruktøren var Canadier, og virkede meget professionel, hvilket gjorde jeg var helt tryg ved sikkerheden omkring springet. Jeg stilte mig ind i et bur, som så blev hejst 60 meter op i luften. Undervejs gav instruktøren mig et par råd til hvordan jeg kunne springe. Da vi kom op stilte jeg mig ud til kanten og kiggede ned. Overraskende nok, var jeg ikke det mindste nervøs. Min puls var helt normal, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt, i og med det er en del af kicket.

Jeg sprang ud i luften med armene ud til siden, og mærkede suget. Derefter anede jeg ikke hvor jeg var i luften, og jeg var skide ligeglad. Det var et fedt adrenalinrush og det første jeg tænkte da jeg kom ned, var "gad vide hvor man kan få den dobbelte højde" :)

Det hele blev fanget på amatørfilm med mit digital kamera, men jeg har stadig ikke optimal internetopkobling til at kunne lægge klippet op, så det må i få en anden gang!

Billeder fra Phuket, Thailand

2010-02-18T06:09:00.000-08:00

Tusind tak til alle jer der gider følge min blog! Jeg læser og bemærker hver en kommentar, so KEEP THEM COMING! :) Her er en række billeder fra Thailand. Se flere via DETTE LINK (kræver login til FACEBOOK)

Morgentræning

2010-02-15T19:58:00.000-08:00

Jeg træner hver morgen fra kl 08:00 til kl 10:30 på Muay Thai Advanced. Som tidligere beskrevet kan trænerne godt være nogen hårde røvhuller en gang imellem, og denne morgen fik jeg vidst provokeret dem tilstrækkeligt til at måtte bøde lidt for det.

Vi skyggeboksede, og jeg lavede en knæ-teknik som den ene af trænerne ikke syntes om. Han kom og rettede mig, hvorefter han spurgte mig: "Who teach yuuu?". Jeg svarede at det hovedsageligt var Kru Ritt jeg havde trænet med. Det valgte han at tolke, som jeg mente at Kru Ritt havde lært mig en forkert knæ-teknik. Derfor fik jeg lov at træne med den hårdeste af trænerne (Kru Don) når vi skulle lave padwork og clinch. Alle mine pauser blev erstattet af hårdt arbejde, og jeg troede op til flere gange jeg ville besvime. På billedet nedenfor ser Kru Don måske meget sympatisk ud, men det er han IKKE i virkeligheden! :)

Jeg klarede mig alligevel gennem træningen uden at give op, og jeg håber lidt de føler jeg lærte min lektie, og det er glemt imorgen.

Nu vil jeg tage mig en lur ved poolen, og hvile før næste træningspas.

Moving on up!

2010-02-11T07:21:00.000-08:00

Tiger Muay Thai er delt op i 3 områder. Et til begyndere, et til lettere øvet og et til avanceret Muay Thai. Den første dag jeg kom, gik jeg direkte ind på det lettere øvede hold, efter at have bestået en test i basis muay thai teknik. Nu er jeg så rykket op til det avancerede hold.

Vi er ikke nær så mange på holdet, som på det hold jeg kom fra, og derfor bliver man bemærket mere af trænerne. Min første træning på det nye hold var ret hård, og trænerne var tilsyneladende ikke særlig glade for nye folk på deres hold. Hver gang de andre blev rettet blev de straffet med 10 armbøjninger, mens jeg selv skulle tage 50. Jeg overlevede træningen alligevel, og er glad for den ekstra udfordring.

Lørdag aften var der BBQ Beatdown. Omkring 20 kæmpere stillede op mod hinanden, og de fleste af kampene var meget underholdende. Før kampene var der "all you can eat and drink" grillfest med lækker mad, og der var rig mulighed for at tale med dem man havde trænet med tidligere.

Phi Phi

2010-02-09T20:00:00.000-08:00

I denne weekend, valgte jeg selv og 3 andre, at tage til Phi Phi øerne. Phi Phi viste sig at være paradis på jord, med de mest fantastiske omgivelser jeg nogensinde har set.

Vi tog en båd ud til øen Phi Don, som er den største af de 2 øer. Allerede halvvejs på sejlturen fik vi en forsmag på, hvad det var for et landsskab vi var på vej til. Her er et par billeder, til at give jer en idé om hvad jeg mener..

Da vi ankom, fandt vi et lille hotel kaldet "Viewpoint", hvor vi smed vores ting, og derefter kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud i det klare vand. Vi hyrede en lille båd til at sejle os ud til en strand, hvor man eftersigende skulle kunne se fisk i alle regnbuens farver. Da vi kom derud, blev vi absolut ikke skuffede. Vi snorklede i nogle timer, hvorefter vi fik en drink i solen.

Grunden til stranden hedder Monkey beach er, at den er hjemsted for en stor flok små aber, som render rundt mellem folk.

Efter 4-5 timers snorkling og drinks, tog vi tilbage til hotellet, skiftede tøj og tog ud og spiste. Efter maden, gik vi rundt i de små gader, og kiggede på boder af enhver slags. Blandt andet fandt vi et sted, hvor man kunne få sine fødder spist af fisk, hvilket åbenbart skulle være utrolig sundt. Jeg tænkte: "Tjaa, hvorfor ikke?" og prøvede det af. I starten kildede det en hel del, men da fiskene så fandt frem til at jeg havde en del sår og vabler fra hård muay thai træning, besluttede de sig for, at jeg skulle bøde for at have stukket mine klamme fødder i deres akvarie. Jeg kom ret hurtigt op af vandet, og ud af butikken.

Om aftenen/natten tog vi på Reggae Bar, som er et diskotek med en boksering i midten. I bokseringen kan alle, amatører som professionelle, stille op mod hinanden i muay thai kamp (TIL DØDEN!), og begge parter vinder så en "bucket" (En drink serveret i en halvstor plastikspand). Adam og jeg selv, besluttede os for at coache det røde ringhjørne, med stor succes eftersom vores hjørne vandt hver gang.

På Reggae mødte vi 6 andre fra Tiger, som også var taget til Phi Phi. De havde hørt der skulle være kæmpe beachparty med ildshow samme aften, så dér måtte vi hen. Det endte med at blive en rigtig rigtig fed aften/nat/morgen :)

Muay Thai, Patong

2010-02-09T19:05:00.000-08:00

Torsdag aften, var vi en stor gruppe fra Tiger Muay Thai, som tog til Patong Boxing Stadium for at se live muay thai. Publikumsskaren var meget præget af turister, og derfor var der en knap så traditionel stemning omkring det hele. Fra højttalerne blæste vestlig musik, alt det samme vi hører i dansk radio, hvilket jeg synes var ærgerligt.

Heldigvis, havde man valgt at bibeholde den traditionelle muay thai musik, under kampene. Det blev spillet af et orkester som sad i hjørnet af stadionnet. Hvis nogen ikke ved hvordan traditionel muay thai musik lyder, kan i klikke her.

De første par kampe, var i vægtklasser helt ned til 27 kg. Altså børn! Børn som kæmpede professionelle kampe. Til at starte med, synes jeg det var en bizar oplevelse, at se folk juble, når en 7 årig knægt ramte en jævnaldrende med et hårdt spark i hovedet. Derefter begyndte jeg at tænke, at det jo er en del af den kultur jeg befinder mig i. Hjemme i Danmark vil jeg våge at påstå, at vi tit er alt for blide ved vores børn. De bliver forkælet, passet og plejet, og den dag de så skal stå på egne ben, er de fortabte. Dermed siger jeg ikke, at vi bør gøre som thaierne. Men hvis der findes en mellemvej, er jeg sikker på det ville gøre en positiv forskel.

Der var flere fra Tiger Muay Thai, der skulle kæmpe denne aften. Der var en utroligt dygtig knægt på omkring 15 år, som desværre tabte sin kamp på dommerstemmer. Det samme skete for en anden fra Tiger. Det begyndte at ligne en skidt aften for vores camp, og der var det så op til en stor australier ved navn Robert, at vende skuden.

Før kampene går igang bliver man introduceret til hver kæmper gennem speakeren, som beskriver navn, kamperfaring og alder på hver deltager. Robert, såvel som trænerne, kendte ikke modstanderen før han blev råbt op af speakeren. Modstanderen viste sig at være professionel på højeste plan. Han har deltaget i K1, The Contender og haft langt langt flere professionelle kampe, end Roberts 3. Trænerne var rasende, da første runde gik i gang. Robert havde tydeligvis ikke en chance, og blev hevet ud af ringen af trænerne, for at undgå at blive sparket i stykker.

Som jeg beskrev i tidligere indlæg, skulle min træner Kru Ritt også i kamp mod en stærk modstander. Desværre endte det med et knockout til ham, foresaget af en albue til kæben. Ritt fik 8 sting, men tog det hele som en mand, og kom op og hilste på os blandt publikum efterfølgende. Jeg optog hele hans kamp, men har en del problemer med at uploade videoklip, så det må i få at se en anden gang.

Træning træning træning!

2010-02-04T02:54:00.000-08:00

Træningen går som smurt herovre. Jeg har hele denne uge kørt efter programmet: Yoga 07:00 - 08:00, Privat træning 11:30 - 13:00 og gruppe muay thai træning 16:00 - 18:30. Det program passer helt fint til mit nuværende energiniveau. Her er nogen billeder, fra min privattræning (se mere på Facebook).

Imellem min privat- og gruppetræning har jeg haft tid til at svinge forbi stranden og sole. Jeg havde regnet med faktor 30 ville være nok til at beskytte min blege krop mod at brænde op, men der tog jeg fejl. Som i kan se på mine billeder, har jeg fået ca. samme kulør som en hummer. På grund af min skoldede hud og 20 myg, som absolut skulle angribe mig når jeg var allermest sårbar, har jeg sovet enormt dårligt i nat. Jeg har derfor ikke været helt motiveret til at træne idag og valgte, at nøjes med en privatlektion. Det har vist sig at være et udemærket valg, eftersom varmen er nået helt op på 34 grader idag.

Kl 20 i aften, tager vi til Patong Boxing Stadium og ser Muay Thai på aller højeste plan. En af kæmperne er min træner Kru Ritt, som skal møde en stærk modstander. Ritt selv forudser en knockoutsejr i 3. runde, og det håber jeg han får ret i! Jeg vil forsøge at tage en masse billeder af kampene.

Jeg har mødt 2 amerikanere og en australier hernede, som træner på ligefod med mig selv. Fyren fra Australien hedder Shyam, og de to amerikanere hedder Bobby og Adam. Shyam har ingen kamperfaring, Bobby har en del MMA amatørerfaring og skal til at gå professionel. Adam er professionel MMA kæmper og har pt 2 titelbælter. Han står lige nu overfor et gennembrud til de største shows, og med sit kæmpe potentiale, er jeg sikker på, at der ikke går længe før vi ser ham i UFC.

Shyam, Bobby, Adam og jeg selv, har besluttet at tage til Phi Phi øerne denne weekend. Ø gruppen ligger lige ud for Phuket, og er utroligt smuk, både over og under vand. Snorkling er derfor helt klart en del af planen. Vi tager afsted kl 07:15 lørdag morgen, jeg glæder mig helt vildt! :)

Hviledag

2010-01-31T05:14:00.000-08:00

Dagens toiletdyr var en pænt stor edderkop, som gemte sig under mit håndklæde. Udryddelsen gik forholdsvis smertefrit, da den blev klasket med B.S. Christiansens selvbiografi.. Blasfemi! Jeg ved det!

Mit træningspas med Ajarn Mac imorges var super fedt, han er utrolig venlig, og meget glad for at lære fra sig. Han går meget op i at vise tingene langsomt, og uden for meget power, for at kunne rette alle teknikker ned til mindste detalje. Mac mener han kan have mig kampklar på 3 uger, hvis vi fortsætter i samme spor.

Efter træning tog jeg scooteren på sightseeing. Fik kørt en stor del af Phuket tynd, og set en masse. Jeg stoppede ved et lille lokalt madsted og spiste fryyyyy raaaaais chicken, som de kalder det. Smagte udemærket, men det så ud som om de havde ventet på fødevarestyrelsen lidt for længe.

Efter en lang køretur, tog jeg til Phuket Spa. Her fik jeg den helt store behandling. Først i helsesauna, så i jakuzzi, og det gentog sig måske 5 gange. Herefter fik jeg massage, og en masse andet som jeg ikke aner hvad er. Det eneste jeg ved er det var den bedste massagebehandling jeg nogensinde har fået. Og NEJ, ingen happy ending, så i behøver ikke spørge :)

Imorgen står den på Yoga kl 7, træning med Mac og hvis energien er til det, en Muay Thai fællestræning.

Privat lektion nummer 1

2010-01-30T04:44:00.000-08:00

Idag har jeg været til min første træning med privat træner. Han fik finpudset en hel del på mit game, som mere eller mindre er sat efter MMA. Muay Thai har f.eks. et andet stance, da man ikke behøver bekymre sig om at blive taget ned. Jeg føler jeg fik en hel del ud af den 1½ time lektionen varede, og glæder mig enormt meget til mere af den slags. Imorgen er der hviledag på lejren, men jeg har aftalt med den højest rangerede af trænerne, at han skal undervise mig alligevel. Han bliver kaldt Mac og har status som "Ajarn", som betyder Master Instructor. Ajarn Mac havde sin første første kamp som 10-årig og har over 200 kampe bag sig. Af dem har han vundet ca. 150, hvilket vidst nok indikerer, at han ved hvad han taler om!

Som de fleste af jer ved, gik min finger af led under træning et par uger før jeg skulle afsted. Den er stadig ret hævet, og er endnu ikke klar til MMA træning hvor man skal holde fast i sin modstander på en helt anden måde end man skal i Muay Thai (thaiboxing). Jeg håber på den bliver det, når jeg rejser videre om ca. 3 uger til det nordlige thailand, og en anden camp med dygtige MMA trænere/udøvere.

Efter træning mødte jeg en dansker, som sjovt nok træner i samme klub som jeg selv hjemme i Danmark. Vi aftalte at tage til stranden, og spise noget mad på vejen. Det eneste problem var, at han havde lejet en scooter og det havde jeg ikke. Jeg havde været meget i tvivl om hvorvidt jeg skulle leje en scooter eller ej, pga. den vanvidskørsel Thai'erne har. Derudover kører man i venstre side af vejen, hvilket også kan forvirre en smule. Jeg besluttede i sidste ende at prøve det af, og er indtil videre sluppet levende fra det, trods knallertens topfart på 130 og mangel på speedometer. (måske sku du ikke have læst det sidste mor :-))

Vi stoppede ved et lille thaisted, som så meget traditionelt ud. Maden var utroligt lækker, med smagsnuancer som var stærke, og nogen mere syrlige. Man sad på gulvet og spiste, og det synes jeg var SÅ fedt at prøve. Den thailandske kultur, anser fødderne for at være beskidte, og derfor skal man sidde med dem under sig, i f.eks. skrædderstilling.

Da vi havde spist, kørte vi til Kata Beach. En rigtig bountystrand, som man ser dem på film. Ved stranden sælger de en hel masse forskellige drikkevarer og frugter, som f.eks. friske kokosnødder, man kan drikke mælken fra. En delikatesse uden lige, som alle burde smage!

Første træning

2010-01-28T23:10:00.000-08:00

Jeg blev vækket af mit vækkeur kl 06.30 imorges. Derefter gik jeg i bad og spiste morgenmad på træningsfacilitetens restaurant. Igår spiste jeg mit første måltid på restauranten, som var en kyllingeret med ris og grøn karry. Jeg var totalt udkørt og havde sovet stort set hele dagen, så da jeg smagte på retten og det begyndte at brænde som ind i helvede, havde jeg mest lyst til at gå tilbage i min bungalow med aircondition. Jeg prøvede forgæves at dulme krydderiet med mælk og soya, men lige meget brændte det. Tjenerne/kokkene syntes tydeligvis det var det sjoveste nogensinde, og har stadig ikke glemt det.

Min bungalow er utrolig simpel og indeholder kun det mest nødvendige. Badeværelset er absolut ikke noget at råbe hurra for. Toilettet bliver ved at stoppe, så når man skylder ud, løber "det hele" ud over gulvet. Jeg fortalte om problemet i receptionen, og de sendte en ansat over. Han gik ind på toilettet, trak ud præcis som jeg havde gjort, og herefter løb alt vandet ud som det skulle. Herefter trak han på skulderen og jeg stod tilbage og lignede en idiot.

Dyrelivet er utrolig rigt her. Her er fyldt med insekter fra den omkringliggende regnskov. Hver gang jeg åbner døren ud til mit toilet, sidder der et nyt dyr og stirrer på mig. Igår var det en frø der havde forvillet sig ind i min bungalow. Den så underlig ud, så jeg var i tvivl om den måske var giftig. Jeg tog min skraldespand som skjold og en kniv i den anden hånd, og gik til angreb. Frøen reagerede ved at puste sig op til en kæmpe bobbel, hvilket var rigeligt intimiderende for mig og jeg bakkede hurtigt væk. I sidste ende, måtte jeg ligge min skraldespand bag frøen, og ved hjælp af bidet-spuleren, kunne jeg sprøjte den op i skraldespanden. Jeg er SÅ glad for ingen så mig i den givne situation!

Mit første træningspas var klokken 08.00 imorges. Træningen varede 2½ time og var noget af det hårdeste jeg har prøvet. Vi startede med en kort opvarmning. Herefter blev vi delt op 2 og 2 til en sparringsrelateret øvelse med slag, spark og forsvar mod de 2 ting. Næste øvelse var ren bearbejdelse af heavy bag, med en instruktør som råbte og skreg. Hans råben og skrigen fik jeg også glæde af, da jeg derefter skulle slå på pads (slagpuder), som han holdt. Han kommanderede kombinationerne, og jeg udførte dem. Han gav mig utallige gange armbøjninger, og i slutningen af øvelsen havde jeg lavet over 100. Trætheden havde på dette tidspunkt meldt sig, og den gik hånd i hånd med mit væskemangel. Sparring (kamptræning) var næste øvelse.

Vi kørte 5 gange 3 minutter med skiftende partnere. I 3. runde af de 5 begyndte jeg at blive meget svimmel og det sortnede for mine øjnene. Jeg drak en halv liter vand i en kort pause, og fortsatte. Det var bare ikke sidste øvelse. Nu skulle vi udføre 200 spark med begge ben på heavybaggen. En af trænerne gik rundt med en bambuspind, og da jeg under spark nummer ca. 50, kom til at tabe parraderne, fik jeg lov at mærke hvordan sådan én kan svinge. Mine parrader blev oppe resten af sessionen.. Træningen endte med 100 mavebøjninger og 100 armbøjninger. Jeg fuldførte dem, og måtte forlade måtten herefter, fordi jeg var nervøs for, om jeg mon kunne holde min morgenmad i mig. Meget lærerig og konditionstrænende lektion, og den gentager sig kl 4 idag. For i kan få en idé om hvad der skal til for at blive træner her, vil jeg vise jer denne video:

Are you flying with Condor? GOOD LUCK!

2010-01-28T03:29:00.000-08:00

Jeg sidder lige nu ved restauranten på min første camp. Her er ca. 28 grader selvom jeg sidder i skyggen og klokken har passeret 18, så det er lige til at holde ud ;)

Flyveturen hertil var ret hektisk. Jeg skulle mellemlande i Frankfurt, hvilket skulle vise sig at være en rimlig forvirrende affære. Da vi stod af flyet var der ingen der vidste hvor vi videre skulle tjekke ind. Derfor faldt jeg i snak med 2 andre fyre som var lige så forvirrede som jeg selv. Vi gik hen til en skranke, der godt nok stod Lufthansa ved og spurgte hvor vi skulle tjekke ind hvis vi fløj med Condor. "Are you flying with Condor? GOOD LUCK!", var et svar som senere skulle vise sig at være meget sigende.

Vi fandt frem til en gate hvor flyet ville flyve fra, men da det ikke var den første afgang fra gaten, blev vi henvist til at vente, til de råbte afgangen op i speakerne.

En halv time før vi skulle flyve blev afgangen råbt op, og vi henvendte os i skranken igen. De 2 gutter jeg var fulgtes med kom til skranken først. Deres rejseplaner var mere eller mindre bare, at de ville flyve til Thailand for at dykke fra øen Ko Simillian, og så se hvad der skete derfra. De havde læst sig til at man ikke behøvede visum for ophold under 30 dage. En ting de havde overset, som de så kunne få understreget meget kontant ved skranken, var at man skulle kunne fremvise en booking på udrejse fra Thailand, og grundet deres rejseplaner havde de ikke lavet en sådan reservation. De kunne ikke flyve med videre til Phuket uden at opfylde dette kriterie.

Den eneste mulighed for dem var at lave en reservation på under 10 minutter via internettet. Hvis altså de havde haft en computer. Jeg lånte dem min computer, men wifi hotspottet i lufthavnen rakte ikke ud til gaten. Derfor ville de løbe ned til et sted med internet og foretage reservationen.

Jeg stod nu i lidt af et dilemma, eftersom jeg kunne risikere at misse mit eget fly, hvis de ikke nåede det. Jeg valgte at løbe med dem, og tro på, at vi ville kunne nå det, mest fordi det lige så godt kunne have været mig selv i deres situation.

Stressfaktoren må siges at have været meget høj i de 10 minutter. Computeren ville ikke oprette forbindelse til nettet, så istedet måtte vi bruge min iPhone. Den ene af dem løb ned til skranken for at holde dem hen, og den anden sad ved mig og fortalte hvilket oplysninger jeg skulle taste ind. Efter ca. et kvarter havde vi tastet alt ind og afsluttet ordren. Det eneste der manglede var en betaling, men Condor havde ikke tænkt sig at vente længere. Derfor måtte jeg sætte iphone displayet på et sted på internetsiden hvor de så ud som om ordren var gennemført. De godkendte, og vi løb på flyet i sidste sekund.

Helvedes turen til Thailand var ikke slut for Anders og Niels, som de hed. Da vi ankom til Phuket lufthavn efter 17 timers rejse, manglede deres baggage. De havde virkelig ikke heldet med sig, og i skrivende stund, mangler de den stadig.

Vi forlod lufthavnen sammen og tog ud for at finde en bungalow de kunne bo i, til deres baggage var kommet. De var meget taknemmelige for at jeg havde hjulpet dem i Frankfurt, og insisterede derfor på at give mad. Vi tog derfor ned til en lille thairestaurant ved stranden.

Planen for mig selv var at starte træningen på anden dagen (idag), men da jeg udtænkte den plan havde jeg tilsyneladende glemt tidsforskellen. Jetlaggen har mere eller mindre ødelagt min 1. hele dag i Thailand. Jeg regner stærkt med at påbegynde træningen imorgen tidlig.

For at komme ind på den hvordan mit første indtryk af den thailandske befolkning er, vil jeg mene at "SMILE, YOU´RE IN THAILAND" er et meget passende ordsprog. Alle er glade, smilende og imødekommende, og det er en af de ting der gør thailand til et fantastisk land. Jeg havde lovet en ven derhjemme at uploade dette billede som det første, så her er det. Uploader flere senere.

Velkommen til min blog!

2010-01-25T10:28:00.000-08:00

Som de fleste af jer ved, står jeg overfor et begivenhedsrigt halvår. Jeg vil først rejse til Thailand på et træningsophold i 2 måneder og derefter vil jeg tage til Karup i Jylland for at aftjene værnepligt i flyvevåbnet. Jeg har lavet denne blog for at kunne dele mine oplevelser med alle interesserede, og for at kunne forevige de oplevelser jeg vil få, gode som dårlige.

Imorgen kl. 09.05 flyver jeg til Phuket (Thailand) fra Kastrup Lufthavn. Mit primære formål med denne rejse er, at træne min sport som er MMA. MMA står for Mixed Martial Arts, altså blandede kampsporter. Kort fortalt er MMA en fuldkontakts kampsport hvor alle afstande er tilladt, altså både stående kamp, brydning og gulvkamp. De mest udbredte kampsportsgrene i sporten er Thaiboxing, Brydning og Brasiliansk Jiu Jitsu, men det er absolut ikke de eneste stilarter som bliver brugt. Hvis du vil vide mere om sporten kan du følge dette link: http://en.wikipedia.org/wiki/Mixed_martial_arts.

Mit sekundære mål med rejsen, er at blive en oplevelse rigere, så som i nok kan læse jer til, vil jeg tage det hele som det kommer.

Jeg forventer at komme hjem som en dygtigere kampsportsatlet, såvel som jeg tror der vil være mange ting ved den thailandske buddist-kultur, som jeg vil kunne bruge i mit videre liv.

I løbet af de næste par måneder vil jeg forsøge at skrive et nyt indlæg så tit som muligt, og i er meget velkomne til at knytte en kommentar til :)