Verden set med mine øjne

Imorgen tager jeg hul på min sidste hele uge i Thailand.


Mine forventninger til denne uge var, at jeg ville træne intensivt 2 gange 3 timer hver dag, som jeg foruden en enkelt dag, gjorde det min første uge her. De forventninger har jeg ikke helt fået indfriet. Mandag startede fint og jeg gennemførte begge træningspas som jeg havde planlagt, men jeg kunne mærke at gnisten og passionen manglede.



Min teori er, at jeg er blevet træt i hovedet af at tænke på kampsport 24/7. Det fylder så meget i min bevidsthed, at jeg tit vågner ved min krop slår eller sparker ud i luften når jeg sover. Jeg ser det som en kæmpe gave at kunne arbejde intensivt med det jeg elsker hver dag, men måske er det også meget godt at tænke på noget andet ind imellem. Derfor nøjedes jeg med en 1½ times privatlektion om tirsdagen, og de efterfølgende dage forsøgte jeg at holde mine tanker kampsportsfri ved at holde mig til løb og vægttræning.

Jeg har hver morgen løbet rundt om den nærliggende sø. Den er ca. 8 km, og det gør dagen så meget bedre, når man først har været rundt om den. Jeg plejer at gå den første kilometer for at få varme i benene og løber så de resterende 6-7 km. Det tager mig omkring en halvtime, og derfor tør jeg godt sige at jeg er i bedre form end nogensinde før.



Promotoren fra Legacy ville gerne have haft mig i kamp denne fredag. Jeg takkede nej, med tanken om en masse træning der ville gå til spilde i tilfælde af en skade, og havde istedet tænkt mig at tage en kamp senere i mit træningsforløb. Der var så en anden fra Legacy som tog kampen, og ham tog vi selvfølgelig ud og støttede. En af trænerne viste vej, og vi fulgte efter på scooterne. Vi kørte og kørte og kørte, og først efter 40 minutter gav træneren tegn til der var 1 km tilbage. Vi endte i en landsby, midt i ingenting. Jeg havde ikke været forberedt på turen ville være SÅ lang, og havde derfor tænkt at en halv tank ville være tilstrækkelig. Da vi nåede frem viste måleren rød, og jeg havde ikke set en eneste benzintank på vejen. Jeg spurgte nogen lokale, om de vidste hvor jeg kunne få benzin, men det virkede ikke som om de forstod et ord engelsk. Derfor tog jeg en pengeseddel frem, og straks talte vi samme sprog. En fyr kørte hjem efter en benzindunk med nok til at fylde min tank halvt op, og jeg betalte ham 100 baht, svarende til 16 danske kroner. Derefter kunne jeg slappe af, og nyde kampene.

Kæmperen fra Legacy, skulle møde en thailænder som så ret hård ud. Han kæmpede hårdt for sejren, men kampen blev alligevel stoppet i 3. runde af dommerne, som havde set nok. De erklærede thailandsk sejr, hvilket ikke kom som den store overraskelse. Hvad vi ikke vidste, var at thailænderen var langt mere erfaren end sin modstander, og var derfor blevet bedt om at "tage det roligt". Derfor var kampen for svenskeren fra legacy, tabt før den overhovedet var begyndt.



Efter den kamp, var mit hovede fyldt med argumenter for IKKE at kæmpe i Ubon. Den mest væsentlige grund, var at man ikke kan være sikker på hvem modstanderen er. Han kan være alt fra taxa chauffør med ingen kamperfaring, til stadium champion med flere hundrede kampe og du finder først ud af det 10 minutter før kampen. Derfor kan al træning og mentalfokusering op til kampen, gå til spilde fordi penge og gambling spiller så stor en rolle ved kampene.

Derfor har jeg besluttet mig for at have kampen tilgode, til jeg kommer hjem til Danmark. Det er ikke noget jeg er ked af, jeg ser det tværtimod som noget positivt, fordi jeg nu har mere tid til at blive bedre.

Efter et par fede kampe i fredags og en halv uge med mental afstresselse, føler jeg min gnist er genfundet, og jeg vil derfor vende tilbage til muay thai træningen imorgen tidlig kl 06.30.