Verden set med mine øjne

I mit første indlæg på denne blog, beskrev jeg mine forventninger til rejsen: "Jeg forventer at komme hjem som en dygtigere kampsportsatlet, såvel som jeg tror der vil være mange ting ved den thailandske buddist-kultur, som jeg vil kunne bruge i mit videre liv."

Jeg er nu kommet hjem til kolde Danmark, efter en lang hjemtur.

2 uger før jeg skulle rejse hjem, modtog jeg en mail fra flyselskabet, angående en ændring af dato. Ændringen betød at min hjemtur ikke blot ville indebære en overnatning i Düsseldorf, men også en overnatning i Bangkok. Derudover mistede jeg en hel dag i Thailand, som jeg allerede havde betalt for. De tilbud mig en fuld refundering af billettens pris, men de 3800 kr jeg kunne få refunderet var ikke i nærheden af at være tilstrækkelig, til at købe en ny billet. Derfor måtte jeg bide i det sure æble, og tage den lange tur hjem.

Jeg fløj først med thai airways fra Ubon til Bangkok. Som nævnt i tidligere indlæg, havde jeg en hel del overvægt på min check-in bagage. Grænsen var 20 kg, og jeg havde 30, altså 10 kgs overvægt. Da jeg fløj fra Phuket til Ubon, var de meget large, og lod mig checke min bagage ind, uden at betale gebyr. Sådan gik det også fra Ubon til Bangkok.

Da jeg ankom til Bangkok efter 1 times flyvetur, checkede jeg ind på et hotel nær lufthavnen. Her efterlod jeg min bagage på mit værelse (foruden mine værdigenstande), og tog en taxa ind til byen. Jeg besøgte det største storcenter jeg nogensinde har set, som hedder CENTRAL WORLD. Det var overvældende stort, og de over 5000 butikker breder sig over 8 etager.



Da jeg skulle finde et sted at spise, var det ikke nemt at vælge en af de over 100 restauranter. Indtil jeg fandt NARA - Thai Cuisine. Nara var en meget eksklusiv thailandsk restaurant, som jeg besøgte fordi jeg endnu ikke følte jeg havde smagt rigtig lækker thaimad, trods jeg havde fået afvide hjemmefra, at det skulle være helt fantastisk. Jeg satte mig et kapital på 1000 baht (160 kr). Det rækkede til en forret i form af friske forårsruller, og en hovedret i form af frisk laks i rød karry sovs. Det var meget lækkert, og jeg er glad for jeg nåede at smage hvor lækkert thaimad kan være.

Efter Central World, tog jeg til en kæmpe nat bazar. Her kunne man købe alt fra tøj til møbler. Her fik jeg købt de sidste gaver, og det blev da også til et par nye benskinner til mig selv :)

Næste morgen tog jeg til lufthavnen i god tid, i tilfælde af de ikke ville acceptere min overvægt. Og ganske rigtigt, var de tyske luftfartsselskab ikke til at forhandle med. Jeg endte med at betale 20 euro for hvert kilo jeg havde for meget. Sure penge at skulle af med, men så sku jeg jo have tænkt mig om da jeg pakkede hjemmefra. Jeg trøstede mig selv med at jeg havde sparet mere end det, på de ting jeg havde købt med hjem.

Da jeg kom op i flyet, havde jeg vinduesplads, som i første omgang passede mig rigtig godt. Mindre fedt blev det, da jeg mødte min sidemakker. En stor tyk tysker, med overskæg, som faldt i søvn inden vi overhovedet var lettet, og begyndte at snorke højlydt.. Så er 12 timer i et fly pludselig pænt lang tid. Ikke nok med det, var der ingen benplads, og da damen foran mig så valgte at lægge sit sæde helt tilbage, var det ligesom prikken over i'et. Jeg overlevede flyrejsen, og landede i Düsseldorf kl 7 om aftenen (lokal tid).

Jeg tænkte jeg ville gøre som i Bangkok, at finde et hotel nær lufthavnen. Jeg fandt da også det eneste hotel nær lufthavnen. Prisen for en enkelt nat var 145 euro, og det nægtede jeg at betale. Jeg tog derfor en taxa til det billigste hotel i byen, men når taxa udgifter tur/retur så kom oveni, endte jeg med at spare sølle 20 euro.

Næste morgen tog jeg en taxa til lufthavnen klokken 05:00 og landede i Kastrup Lufthavn kl 07:55. Jeg blev mødt af familien i ankomsten, de havde tydeligvis savnet mig, lige så meget som jeg havde savnet dem. Vi tog hjem og spiste morgenmad, min morgenmad var selvfølgelig en rugbrødsmad med leverpostej, og et stort glas skummetmælk! Efter det pakkede jeg ud, og da jeg var færdig med det var jeg totalt rastløs, efter ikke at have trænet 2 dage i træk. Derfor smed jeg løbeskoene på og løb en tur. Det er utroligt som man bliver afhængig af at bruge sin krop.

Senere havde min familie og venner så arrangeret en "velkommen hjem" aften, det var SÅ fedt at se dem alle sammen igen.


Rejsen har været den bedste beslutning jeg har truffet nogensinde, og uden tvivl de bedste 2 måneder af mit liv.

Mine forventninger til min rejse, var ikke særligt ambitiøse. Jeg forventede at blive dygtigere til min sport, og at blive en oplevelse rigere, som beskrevet ovenfor. De forventninger har jeg i den grad fået indfriet.

Mens jeg har været væk, har flere skrevet til mig, at de synes det var inspirerende at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne herhjemme, og tog ud for at opleve verden. Alle dem vil jeg kun opfordre til at gøre det samme. Hvad er det værste der ka' ske?



I Indonesien kalder man at rejse, at "få vasket øjnene". Betydningen af dette, tolker jeg således: Alle mennesker går i deres hverdag og oplever en masse ting, men de fleste lægger ikke mærke til hvad de ser/hører/føler, fordi det er noget de oplever så ofte. Det er min opfattelse at denne tendens ofte fører til, at man glemmer at sætte pris på de små glæder man har omkring sig i sin hverdag. Derfor synes jeg det er vigtigt, at man kommer ud og oplever en anderledes hverdag, for at få sat sin egen i perspektiv. På den måde vil man, når man kommer hjem, bemærke en masse små glæder man før har overset. Jeg vil faktisk påstå, at man kan finde en helt ny livsglæde, som kan medføre en positivitet og et mentalt overskud. Dette overskud, kan man kanalisere til både sit erhvervsliv, sit parforhold, eller sin hobby.

*

I mit næste indlæg, vil jeg prøve at beskrive forskellen på mit ophold i Tiger Muay Thai i syd, og Legacy Gym i nord. Jeg vil også komme ind på et par rejseråd til andre rejsende.