Verden set med mine øjne

Fredag startede med en privattræning. Jeg havde trænet hårdt hele ugen, og natten til fredag sov jeg meget dårligt. Derfor kunne jeg ikke rigtigt finde min gnist under træningen, hvilket min træner bemærkede inden de første 10 minutter af sessionen var gået. Sådan nogle dage, vil man unægteligt have når man træner hver dag.

Adam, Bobby og jeg, havde aftalt at køre op på toppen af et bjerg for at se den største Buddhafigur i Thailand, kaldet "Big Buddha". Figuren var som i kan se på billederne, helt vildt stor, og stadig under ombygning. Der var mange andre buddistiske figurer og statuer, som også var utroligt flotte, for slet ikke at tale om udsigten over hele omegnen, som var helt fantastisk.

På vej ned ad bjergvejen, stoppede vi ved en restaurant, hvor vi kunne få lidt at drikke og nyde udsigten. Stedet hedder Nak-Kird Sea View, og er det første spisested fra toppen. Bordet vi sad ved var af træ, og jeg ved ikke om det var meningen, men mange besøgende havde ridset ord/bogstaver/symboler i overfladen, og derfor tænkte jeg det ville være sjovt, at skrive vores navne på. RASMUS - ADAM - BOBBY, er hvad der står nu, og jeg vil håbe i vil fortsætte rækken af navne, hvis I nogensinde kommer forbi.










Da vi kører videre ned, står der pludselig en flok elefanter ved siden af vejen. Vi stoppede for at tage billeder, og blev hurtigt mødt af elefantpasserne, som tilbød os at prøve og ride på dem. Efter lidt forhandling af pris, takkede vi ja. Jeg stod et stykke tid og overvejede, hvordan helvede vi skulle komme op på det store dyr, indtil vi blev ledt op i et hus hvor vi kunne træde direkte ud på ryggen af elefanterne. Vi sad i en slags sæder som var bundet på som en saddel, Adam og jeg på en elefant, og Bobby på en for sig selv.





Da de begyndte at gå, var jeg så begejstret, at jeg nærmest ikke kunne styre mit grineflip. Det var en ret vild fornemmelse, at sidde på ryggen af en elefant.
For at komme ned til en plan vej igennem junglen, skulle vi ned af en ret stejl bjergskråning. Elefanten gyngede fra side til side, og hvis ikke det var for vores venlige og professionelle elefantpasser som sad på nakken, havde jeg nok ikke været ret tryg ved situationen. Adam derimod, følte sig ikke rigtig tilpas før vi var nede fra skråningen. Han sagde i hvert fald ikke en lyd før :)





Da vi havde siddet i stolen ca. 5 minutter tilbød elefantpasseren os, at komme ned og sidde på nakken. Han ventede ikke rigtig på svar, før han selv hoppede ned og gjorde plads. Vi sad lidt og gloede på hinanden, men blev enige om at det nok ikke var så mange flere gange i vores liv vi ville få et lignende tilbud. Adam hoppede derfor ned på nakken. Jeg overgav mit kamera til passeren, og han skød en masse fede billeder af os og elefanten. Da det blev min tur til at sidde på nakken, valgte elefanten at gå helt ud til kanten af stien og æde blade fra bjergskråningen. Jeg følte jeg hang på kanten til at falde ud over, og det hjalp ikke sønderligt da tonen i elefantpasserens kommandoer blev mere og mere bestemte. Elefanten valgte til sidst at adlyde og træde tilbage på stien. Jeg tørrede sveden af panden, og var lettet over Adam ikke fik ret i, at vi havde fået en "Suicidal Elephant" :)





Fra elefanterne kørte vi direkte i biografen. Jeg havde fået anbefalet at prøve at gå i biografen som V.I.P af en hjemmefra, så det besluttede vi os for. Billetterne kostede 500 baht (82 kr), hvilket er ca. samme pris, som en alm. billet i Danmark. Vi tog plads i de dyre møbler i V.I.P loungen (iført vores elefantlorteshorts), og blev serveret cocktails. Udover cocktails inkluderede V.I.P billetterne: buffet, en gratis drikkevarer af eget valg og popcorn og sodavand under filmen.



Mine to nærrige amerikanske venner, var fast besluttet på at få valuta for deres dyrt købte billetter, og gik hurtigt igang med at flå buffeten fra hinanden, så at sige. De nåede begge at spise 6 tallerkener, før vi blev ledt ind i biografsalen. Jeg tror måske de ansatte havde bemærket hvor meget Adam og Bobby havde spist allerede, og frygtede for om deres appetit nogensinde ville forsvinde, for vi sad i biografen 20 minutter før forfilmene startede, trods vi blev ledt derind med ordene "The movie trailers begin now".

Det betød dog ingenting, for det første havde Adam og Bobby været mætte siden deres 3. portion, og for det andet fordi man sad som en drøm i vores biografsæder. Stolen kunne indstilles til præcis den stilling man ønskede at sidde/ligge i, og var langt mere komfortabel en den hårde seng jeg har i min bungalow.

Som beskrevet i tidligere indlæg, respekterer den thailandske befolkning deres konge mere end noget andet, og derfor er en af forfilmene i biografen en sang til kongen, hvor alle har pligt til at stå op for ham. Det gjorde vi selvfølgelig også, selvom vi var de 3 eneste i salen.

Filmen vi så hed Percy Jackson, og handler om græsk mythologi. En udemærket film, men ikke noget mesterværk jeg vil anbefale andre. Hvilken film vi så, spillede faktisk ingen rolle, det var mere oplevelsen i at gå i biografen på første klasse.

*

Igår/lørdag, var jeg så ude og prøve Bungy Jump for første gang. Jumpet var 60 meter, og det højest mulige i det sydlige Thailand. Det første jeg bemærkede, da jeg henvendte mig ved skranken, var et stort skilt med ordene "NO JUMP, NO REFUND". Ifølge ekspedienten, skifter 5% af kunderne mening, når de står på kanten og skal springe. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det ikke ville blive relevant for mig.

Instruktøren var Canadier, og virkede meget professionel, hvilket gjorde jeg var helt tryg ved sikkerheden omkring springet. Jeg stilte mig ind i et bur, som så blev hejst 60 meter op i luften. Undervejs gav instruktøren mig et par råd til hvordan jeg kunne springe. Da vi kom op stilte jeg mig ud til kanten og kiggede ned. Overraskende nok, var jeg ikke det mindste nervøs. Min puls var helt normal, hvilket jeg synes var lidt ærgerligt, i og med det er en del af kicket.

Jeg sprang ud i luften med armene ud til siden, og mærkede suget. Derefter anede jeg ikke hvor jeg var i luften, og jeg var skide ligeglad. Det var et fedt adrenalinrush og det første jeg tænkte da jeg kom ned, var "gad vide hvor man kan få den dobbelte højde" :)

Det hele blev fanget på amatørfilm med mit digital kamera, men jeg har stadig ikke optimal internetopkobling til at kunne lægge klippet op, så det må i få en anden gang!