Verden set med mine øjne

Jeg sidder lige nu ved restauranten på min første camp. Her er ca. 28 grader selvom jeg sidder i skyggen og klokken har passeret 18, så det er lige til at holde ud ;)

Flyveturen hertil var ret hektisk. Jeg skulle mellemlande i Frankfurt, hvilket skulle vise sig at være en rimlig forvirrende affære. Da vi stod af flyet var der ingen der vidste hvor vi videre skulle tjekke ind. Derfor faldt jeg i snak med 2 andre fyre som var lige så forvirrede som jeg selv. Vi gik hen til en skranke, der godt nok stod Lufthansa ved og spurgte hvor vi skulle tjekke ind hvis vi fløj med Condor. "Are you flying with Condor? GOOD LUCK!", var et svar som senere skulle vise sig at være meget sigende.

Vi fandt frem til en gate hvor flyet ville flyve fra, men da det ikke var den første afgang fra gaten, blev vi henvist til at vente, til de råbte afgangen op i speakerne.

En halv time før vi skulle flyve blev afgangen råbt op, og vi henvendte os i skranken igen. De 2 gutter jeg var fulgtes med kom til skranken først. Deres rejseplaner var mere eller mindre bare, at de ville flyve til Thailand for at dykke fra øen Ko Simillian, og så se hvad der skete derfra. De havde læst sig til at man ikke behøvede visum for ophold under 30 dage. En ting de havde overset, som de så kunne få understreget meget kontant ved skranken, var at man skulle kunne fremvise en booking på udrejse fra Thailand, og grundet deres rejseplaner havde de ikke lavet en sådan reservation. De kunne ikke flyve med videre til Phuket uden at opfylde dette kriterie.

Den eneste mulighed for dem var at lave en reservation på under 10 minutter via internettet. Hvis altså de havde haft en computer. Jeg lånte dem min computer, men wifi hotspottet i lufthavnen rakte ikke ud til gaten. Derfor ville de løbe ned til et sted med internet og foretage reservationen.

Jeg stod nu i lidt af et dilemma, eftersom jeg kunne risikere at misse mit eget fly, hvis de ikke nåede det. Jeg valgte at løbe med dem, og tro på, at vi ville kunne nå det, mest fordi det lige så godt kunne have været mig selv i deres situation.

Stressfaktoren må siges at have været meget høj i de 10 minutter. Computeren ville ikke oprette forbindelse til nettet, så istedet måtte vi bruge min iPhone. Den ene af dem løb ned til skranken for at holde dem hen, og den anden sad ved mig og fortalte hvilket oplysninger jeg skulle taste ind. Efter ca. et kvarter havde vi tastet alt ind og afsluttet ordren. Det eneste der manglede var en betaling, men Condor havde ikke tænkt sig at vente længere. Derfor måtte jeg sætte iphone displayet på et sted på internetsiden hvor de så ud som om ordren var gennemført. De godkendte, og vi løb på flyet i sidste sekund.

Helvedes turen til Thailand var ikke slut for Anders og Niels, som de hed. Da vi ankom til Phuket lufthavn efter 17 timers rejse, manglede deres baggage. De havde virkelig ikke heldet med sig, og i skrivende stund, mangler de den stadig.

Vi forlod lufthavnen sammen og tog ud for at finde en bungalow de kunne bo i, til deres baggage var kommet. De var meget taknemmelige for at jeg havde hjulpet dem i Frankfurt, og insisterede derfor på at give mad. Vi tog derfor ned til en lille thairestaurant ved stranden.

Planen for mig selv var at starte træningen på anden dagen (idag), men da jeg udtænkte den plan havde jeg tilsyneladende glemt tidsforskellen. Jetlaggen har mere eller mindre ødelagt min 1. hele dag i Thailand. Jeg regner stærkt med at påbegynde træningen imorgen tidlig.

For at komme ind på den hvordan mit første indtryk af den thailandske befolkning er, vil jeg mene at "SMILE, YOU´RE IN THAILAND" er et meget passende ordsprog. Alle er glade, smilende og imødekommende, og det er en af de ting der gør thailand til et fantastisk land. Jeg havde lovet en ven derhjemme at uploade dette billede som det første, så her er det. Uploader flere senere.